Sensommer! – Fugt og lune nætter øger risiko for yverbetændelse

Regn og fugtig varme i mark og stald er gift for yverbetændelse

Af Kristina Krogh Jensen, kvægrådgiver, LandboNord

Vågnede du også op til en uberis eller en coli yverbetændelse i morges? Uendelige mængder regn i juli måned og august måneds varme og fugtige dage er ren næring for bakterier. Lige nu er der ikke stor temperaturforskel på dag og nat, og det giver en varm og fugtig luft i staldanlæggene. De bakterier, der giver yverbetændelse, trives både på madrasser, i sandsenge og i særdeleshed i dybstrøelsesmåtter. 

  • I flere stalde med sandsenge må der køres sand i oftere og lægges en større indsats med at rive dagligt, i den bagerste del af sengebåsen. 
  • I madrasstalde kan der skrabes ned og strøes med større frekvens. Gangarealer kan holdes mere rene, så der slæbes mindre gødning op i sengen og haler kan trimmes. 
  • Minimer alt (varme-) stress omkring koen, da en stresset ko udskiller stress-hormonet kortisol, som påvirker immunforsvaret negativt, og dermed gør det sværere at bekæmpe en yverbetændelse. 
  • Minimér tid på opsamlingsplads – malk i flere hold, så de står max. 1 time på opsamlingspladsen.
  • Dybstrøelsesmåtterne ved nykælvere, goldkøer og køer i aflastning er kritisk varme nu, selvom vi ikke synes, at det har været sommer. Overfladen af måtterne syner pæne på toppen, men de er brandvarme. 
  • Test varmestress af jeres egne køer på dybstrøelse ved at måle temperaturen bare 10 cm nede i måtten. Mange vil blive overraskede over de høje temperaturer. Og hav i tankerne, at barren for ydelsen i den kommende laktation sænkes ved en goldkoferie på en varm dybstrøelsesmåtte, og øger risikoen for flere kroniske gamle køer på celletallet. 
  • Sand i bunden af dybstrøelsesmåtten sænker halmforbrug, sikrer at koen ikke skrider ud, og motiverer til hyppigere udmugning. Og se kritisk på belægningsgraden. 
  • Og de tilbagevendende og meget irriterende fluer har sit indtog lige nu. De er særligt generede, hvis der er mange omkring malkerobotten og giver flere ukomplette malkninger. De minimeres ved hyppig udmugning, men en behandling hen over ryggen med et fluemiddel er også meget effektivt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.