Første dansker kan få hypet sprøjte i 2024

Ny præcisionssprøjte fra Bosch og BASF kommer snart til danske landmænd.

På verdensplan har de første håndfuld landmænd allerede taget en for-serie af en ny teknologi til præcisionssprøjtning i brug, som hævdes at ville rykke grænserne for brugen af kemi på de helt store sprøjter i landbruget.

Men den nye sprøjteteknologi, som er udviklet af industrigiganterne Bosch og BASF i fællesskab, og kaldes One Smart Spray, er også meget tæt på at rykke ud i danske marker, forklarer produktspecialist Søren Severin fra BASF i Danmark.

- Vi forventer at kunne præsentere den i marken til den nye sæson, bekræfter han overfor LandbrugsAvisen.

Mens Bosch og BASF har leveret henholdsvis hardware på selve kamera- og computerteknologien og den kunstige intelligens i softwaren til deres fælles selskab, så har de allieret sig med en række store maskinproducenter som Amazone, Dammann, Agco og CNH for at få den ud og leve på sprøjter, som allerede er kommercielt tilgængelige i markedet.

One smart spray på Amazone-sprøjtebom

- Vi mener, at det er en stor fordel, at du får udstyret udbredt via kendte og afprøvede sprøjter, siger Søren Severin.

Et af de potentielt helt banebrydende elementer ved den nye teknologi er, at teknologien leverer lynhurtig analyse af markerne via avanceret kamerateknologi og algoritmer på storsprøjter med bomstørrelser på op til 36 meter, der på millisekunder forholder sig til, om ukrudt i afgrøderne skal behandles direkte på planterne – alt efter den behandlingsstrategi, som landmanden på forhånd har udvalgt. Systemet kan både skelne mellem ukrudt og kulturplanter, men kan også sprøjte ukrudt på marker uden tilsåede afgrøder. Foreløbig vil der blive tilbudt sprøjtning i afgrøder som majs, roer og raps på danske marker, mens der arbejdes ihærdigt hos BASF og Borsch for at gøre systemet klar til at sprøjte i kornmarker i løbet af få år.

Ifølge Søren Severin forventer BASF, at de nye sprøjter vil nedbringe kemiforbruget dramatisk.

- Potentialet er enormt. Det afhænger selvfølgelig af ukrudtstrykket. I nogle kommercielle forsøg har vi set besparelser på 70 procent, mens det er mindre ved meget beskidte marker, siger han.

Ekstraprisen for at få udstyret en sprøjte med udstyret er endnu ikke kendt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.