Klima er stadig hot, men tiderne er skiftet fra de gratis ambitioner med stor flyvehøjde til fokus på løsninger i virkelighedens verden. Måske er opfattelsen af landbruget som fodslæbende i forhold til klimakampen under forandring. Sådan skriver Christian Friis Hansen i denne kommentar.
- Man skal grundlæggende passe på med at projicere små tegn og tendenser op til at være verdensomspændende megatrends, for spåmandskunsten er mildest talt ingen eksakt videnskab og har i grunden mest karakter af en allemands-sport. Men som spæde grønne skud på en forårsmark ses for tiden i medielandskabet små tegn på, at klimadebatten er ved at få andre nuancer end sort og hvid.
Chefredaktørens kommentar
- er et journalistisk produkt , der skrives uafhængigt af ejer - og partiinteresser. Kommentaren er alene et udtryk for skribentens holding,
Ved folketingsvalget i 2019 var det den rene overbudseufori om, hvor store ambitioner partierne havde i forhold til reduktion af CO2.
Ved sidste års valg til Folketingsvalget handlede rigtig meget om en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer, som de fleste partier i et væk bekendte sig til uden at have den fjerneste anelse om, hvordan den skulle se ud og af den grund ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan den ville virke.
En af de nuancer, der måske kan skabe bund for en mere kvalificeret diskussion, er bogen ’Jordbundet’- udgivet af forfatteren Rasmus Dalland. Gennem halvandet år har han rejst rundt i landet og snakket med landmænd om klimakrisen, og en af pointerne i bogen er, at landmænd er langt mere omstillingsparate, end i hvert fald de toneangivende hovedstadsmedier har givet indtryk af.
Bogen er ikke et reklameskrift finansieret af landbruget, og blandt andet hæfter forfatteren sig også ved, at når det gælder nedbringelsen af pattegrisedødeligheden, har landbruget ikke leveret, hvad det selv har lovet. På samme måde er det ikke lykkes at sænke udledningen af kvælstof, selv om man forpligtede sig til det.
Men, og det kan man faktisk godt sige i samme moment, på samme tid skal dem i byerne se indad og erkende deres eget ansvar for, at en omstilling af landbruget kan lykkes, skriver forfatteren.
- Vi, det store byboer-vi, har også et ansvar i omstillingen. Men det fritager selvfølgelig ikke landmændene. Danskerne vil jo ikke have en afgift på oksekød. Men alle kommer til at mærke det her på et tidspunkt, siger forfatteren til Information.
Man skal selvfølgelig ikke bilde sig ind, at sådan en bog med et trylleslag forvandler flere års skyttegravslignende debat. Men andre små tegn i debatten begynder at tegne vigtige nuancer op. Selv om intet er afgjort i spørgsmålet om en CO2-afgift på landbruget, åbnes diskussionen i øjeblikket, så det pludselig diskuteres, om afgiften kan lægges på den enkelte fødevare udregnet efter klimabelastning i stedet for på landmandens produktion.
Ingen af delene er problemfri, men med flere nuancer i debatten kan vi måske for første gang få et tilstrækkeligt niveau til, at man i Folketinget kan træffe disse ganske vidtrækkende beslutninger på et mere oplyst grundlag end hidtil.
Det giver måske nok mindre taletid til debattens mest rabiate og yderligtgående stemmer, men de har til dato også fyldt alt for meget stående på en solid grund af hullet viden og opblæste egoer.
