Polen mister 24 grisegårde om dagen

Strukturudviklingen raser i Polen i disse år med kraftig reduktion i antallet af bedrifter som resultat.

De polske griseproducenter bliver hastigt reduceret i takt med en kraftig strukturudvikling, der har ramt landet.

Det beretter Pig Progress.

Ifølge en ny rapport om moderniseringen af landbruget var der ved udgangen af juni 2023 52.900 polske grisegårde. Det er et fald på 900 på tre måneder, og siden 2019 er næsten halvdelen af de polske grisebedrifter forsvundet.

Strukturudviklingen bevirker, at Polen i gennemsnit mister 24 grisegårde per dag, og det er de mindste bedrifter med færre end 20 grise, der går mest tilbage. Den type bedrifter står for 2,25 procent af landets grise.

Selv om bedrifterne bliver færre i antal, så er antallet af grise i Polen steget med 720.000, da de største bedrifter har øget deres kapacitet.

- Det stigende antal grise i andet kvartal er en typisk fluktation for det polske grisemarked, siger Piotr Karnas, der er direktør for griseafdelingen hos Gobarto Breeder, og fortsætter:

- Da engrospriserne steg for nogle måneder siden, valgte et stort antal slagtegriseproducenter at udnytte den lovende markedsdynamik.

Men virkeligheden bliver brutal for den polske griseindustri, da de europæiske grisepriser forventes at falde i august og september, og en større polsk produktion vil lægge pres på priserne.

Priserne er allerede faldet i juli, og det har lagt pres på økonomien særligt hos de producenter, der er nødt til at indkøbe foder.

Rapporten peger også på udfordringer med selvforsyningen af smågrise, hvor en meget stor andel hentes i Danmark, og de polske slagtegriseproducenter er derfor afhængige af prisudsving på andre markeder.

Den polske grisesektor udfordres også af tab på mere end 20 milliarder kroner over de seneste fem år som følge af afrikansk svinepest.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle