Landbrugsstyrelsen har i årevis gjort sig bemærket ved ikke at kunne håndtere de tilskudsordninger, som den blandt andet er sat i verden for at håndtere. Nu må der ganske enkelt snart gøres noget ved problemet.
Vi advarer på forhånd mod risikoen for alvorlige mareridt, hvis du skulle finde på at læse kronikken, som LandbrugsAvisen bringer i denne uge, skrevet af Johanne Schimming. De grumme oplevelser kan ikke engang henskrives til fiktionens verden, for de er desværre den skinbarlige sandhed, som den økologiske landmand har været igennem de seneste år. Et mareridt af et ansøgnings-cirkus og en fuldstændig urimelig opvisning i, hvor elendigt en dansk myndighed kan optræde.
Som det fremgår af kronikken, har Schimming nu i syv år kæmpet for at få et støttebeløb udbetalt. En sag, som burde være ordnet på et par uger, er trukket i langdrag helt til det tragikomiske. Den ATV-maskine, som hun søgte om tilskud til, er nu ved at være slidt op. Støtten har hun bare ikke set skyggen af.
Det vil føre for vidt her at redegøre mere detaljeret for forløbet, men der skal lyde en opfordring til at læse kronikken - den er dog ikke for sarte sjæle.
Når vi tager denne enkeltsag op, er det fordi, den lægger sig i en nærmest endeløs række af forløb, hvor Landbrugsstyrelsen ikke er sin opgave voksen. Forsinkede udbetalinger, forkerte udbetalinger og endeløst bureaukrati har vi skrevet om i så mange år, at det med denne sag i tillæg ganske enkelt er uanstændigt at sidde problemerne overhørig.
Chefredaktørens kommentar
- er et journalistisk produkt, der skrives uafhængigt af ejer- og partiinteresser. Kommentaren er alene et udtryk for skribentens holdning.
Det lykkedes ellers meget godt for Jacob Jensens (V) forgænger i fødevareministerstolen, Rasmus Prehn (S). Han slog blot ved en af de utallige tidligere opvisninger i inkompetence op i banen og sagde, at ingen jo forestillede sig at udvide Landbrugsstyrelsen med 100 bureaukrater ekstra. Han end ikke drømte om måske at se på, om andet end flere ansatte kunne løse problemet. Han forsøgte ikke engang at finde ud af, om administrationsdelen og bureaukratiet kunne slankes. Hans forestillingsverden var mildt sagt begrænset.
Godt nok har Prehn og Jacob Jensen samme chef, men med journalistens pligt til at sætte fokus også på det problematiske vil jeg spørge Jacob Jensen, om han synes, det bare kører derinde i Landbrugsstyrelsen? En styrelse, han jo er øverste chef for. Og hvis han med Johanne Schimmings eksempel i frisk erindring er enig i, at der er potentiale for forbedringer, vil jeg i tillæg spørge, hvad han så vil gøre ved det?
Da Jacob Jensen sikkert heller ikke forestiller sig, at Landbrugsstyrelsen skal have 100 bureaukrater ekstra ansat, kunne man stilfærdigt foreslå fordomsfrit at undersøge, hvad der skal til for, at Landbrugsstyrelsen rent faktisk kan leve op til sit ansvar og behandle folk med respekt og anstændighed.
Kunne det være, at vi over årene har fået os indrettet med regler og procedurer, der bare er for bøvlede? Ofte slås forslag om forenklinger hen med, at det kan man ikke, for det kræver loven, men det kunne være en svendeprøve af rang for Jacob Jensen som politiker at tage livtag med denne floskel og få afprøvet, om det nu også gælder i alle tilfælde. Og så få tingene ændret.
