Ny milliardspareplan skal løfte Danish Crowns konkurrenceevne

Danish Crown søsætter ny plan, der skal løfte indtjeningen med mindst 1,5 milliarder kroner.

Danish Crown tager konsekvensen af en vigende konkurrenceevne og søsætter en ny effektiviseringsplan, der skal løfte slagterigigantens indtjening med mindst halvanden milliard kroner inden for de næste to år.

Samtidig segmenterer Danish Crown salgsindsatsen og vil i højere grad fokuserer på de kunder, der enten prioriterer dansk grisekød og produkter fra Danish Crown eller ønsker en samarbejdspartner der arbejder målrettet med bæredygtighed.

Det skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

Planen har fået navnet Horizon, og målet er at flytte Danish Crown fra slagteri med stordrift som omdrejningspunkt til at være en moderne fødevarevirksomhed.

Derfor redefinerer Danish Crown forretningsmodellen og fokuserer på at producere og sælge produkter, der kan sælges til en tilstrækkelig høj pris til at kompensere for de højere produktionsomkostninger i Danmark. 

- Vi kan ikke løse vores udfordringer med besparelser og effektiviseringer alene, da det her også er et spørgsmål om forretningsmodel, men vi skylder vores andelsejere at skære helt ind til benet i den nuværende situation. Det vil i første omgang bidrage til at lukke en del af gabet til de andre europæiske lande. Samtidig er det et faktum, at effektivitet og maksimal udnyttelse af produktionsanlæggene er vejen til at tjene penge i fødevarebranchen. Det er ikke nyt for os, men efter vi samlede vores griseslagterier og forædlingsaktiviteter i én forretningsenhed for to år siden, har vi ikke været skarpe nok, så det retter vi op på nu, siger administrerende direktør Jais Valeur i pressemeddelelsen.

Lav notering

Selvom den øjeblikkelige notering for grise er tæt på rekordhøj, så ligger Danish Crowns afregning alt for langt efter både det europæiske gennemsnit og afregningen i Tyskland.

Aktuelt ligger den danske notering på 15,18 kroner i den tyske producentforening ISN's ugentlige prissammenligning, men den tyske er på 17,48 kroner. Priserne er inklusiv efterbetaling.

Derfor har det ikke været tilstrækkeligt attraktivt for danske landmænd at fede grise op til slagtning i Danmark, så hen over sommeren har ledelsen arbejdet målrettet på en plan for forenkling og fornyelse af Danish Crowns kerneforretning.

Dyk i eksporten

Presset på Danish Crowns kerneforretning i Danmark og Tyskland samt forædlingsaktiviteterne er ikke mindst udløst af et usædvanligt langvarigt og dybt dyk i eksporten til nøglemarkeder som Kina, Japan, USA, Australien og Sydkorea. 

Tidligere har Danish Crown været i stand til at finde alternative salgskanaler uden for Europa, hvis et eller flere af de attraktive eksportmarkeder svigtede i en periode. 

Men når priserne på frossent grisekød på verdensmarkedet ligger markant under priserne på fersk grisekød i Europa, så kan Danish Crown ikke opretholde konkurrencekraften, fordi omkostningerne på grund af det høje danske lønniveau til at slagte, opskære og udbene grise i Danmark er over 1 krone højere pr. kilo end i lande som Tyskland, Polen og Spanien.

Effektiviseringsplan

Effektiviseringsplanen skal løfte indtjeningen med mindst halvanden milliard kroner inden for de næste to år.

Planen betyder blandt andet:

  • Administrationen og supportfunktionerne skal effektiviseres, så omkostningerne på årsbasis reduceres med minimum 250 mio. kroner.
  • Der skal ske en forbedret udnyttelse af kapaciteten på slagterier og fabrikker samt et mere strømlinet højteknologisk setup. Det skal nedbringe produktionsomkostningerne med mindst 500 mio. kroner. 
  • Samtidig vil Danish Crown øge rentabiliteten på det tyske slagteri og på forædlingsfabrikken i Kina. Det skal sammen med den nye baconfabrik i England bidrage med 250 millioner kroner.
  • Salgsindsatsen skal fokuseres på kernekunder inden for retail, foodservice og industri, så 
    der opbygges partnerskaber med kunder, der stiller krav til datadrevet sporbarhed og bæredygtighed, så indtjeningen øges med 500 mio. kroner.
  • Der er identificeret yderligere muligheder for besparelser på indkøb og potentiale for øget indtjening i koncernens datterselskaber, som potentielt kan bidrage med op til 500 mio. kroner

 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle